Mine glade grundskoleår på Læk Danske Skole

af Jörg Liedtke (1977-1983)

Mit navn er Jörg Liedtke og jeg er lærer på Læk Danske Skole. Som forhenværende elev vil jeg gerne bidrage med nogle erindringer vedrørende tiden som lille pus på skolen i Læk i årene mellem 1977 og 1983. Som grundskoleelev gør man sig ikke store tanker om dagligdagen på skolen – enten er det sjovt eller også er det surt at gå i skole. At møde kammeraterne for at lege var det vigtigste dengang. Lærerene udgjorde selvfølgelig også en stor del af den lille verden vi kunne overskue. Aldrig i livet har jeg kunnet forestille mig at vende tilbage som lærer. Politibetjent eller cowboy skulle jeg være som voksen – ingen tvivl om det.

Min skolekarriere startede i 1976 på Jens Jessen Skolen i Flensborg og fortsatte med, at jeg blev indskolet hele tre gange. Med kun fem år blev jeg indskolet første gang. Dengang faldt jeg ikke over, at mine børnehavepædagoger åbenbart ville komme af med mig hurtigst muligt. Skoledagene var anstrengende – faktisk kan jeg ikke mindes om, at have lavet lektier en eneste gang. Skolen var skolen og hjemme det sted, hvor man legede. Mere simpelt kunne det ikke være for en lille dreng. Hvorfor blande de to verdener? Lærerne skældte godt nok ud på mig – men hvad ragede det mig? Efter sidste time var skolen fuldstændig glemt.

 

Efter nogle måneder flyttede vi så til Hof Berg, som ligger mellem Stadum og Læk. Min store bror Uwe og jeg startede vores skolegang på Læk Danske Skole. Wilhelm Klüver var dengang skoleleder og sølle 70 elever var fordelt på 1. til 9. klasse. Atter fik jeg en ”Schultüte“.

Flytningen og livet på landet langt væk fra de kendte rammer fik mig til at rebellere overfor alle autoriteter. Inge Lauritsen, min første klasselærer, måtte lide mest under min forfærdelige adfærd. Enten sad jeg i timen på hendes skød eller jeg stod som ofte uden for døren. Min skolegang var så utilfredsstillende, at jeg i starten af det næste skoleår blev indskolet en tredje gang. I løbet af årene faldt jeg dog så til ro. I grunden kunne jeg lide alle mine lærer. Det gælder også for mine tre søskende.

Med skiftende besætning havde jeg de følgende år fornøjelsen at blive undervist af Wilhelm Klüver, Willy Petersen, Eilif Haase, Erik Jensen, Grete Klüver, Henrik Søndergaard og diverse vikarer. Eilif er nu den sidste lærer, som jeg blev undervist af og som nu er min kollega.

 

Dagligdagen i skolen var præget af Wilhelm Klüvers strenge regiment. Så længe man gjorde, hvad der blev sagt og fulgte skolens regler, var alt i orden. En gang fortalte Wilhelm i en tysk time, at hans far var smed og i det hele taget en grov og hidsig person. Under et måltid bad Wilhelm om sovsen. Med en armbevægelse fejede faren ham ned fra stolen og skældte ud på ham mens han forklarede, at det ikke hed sovs men ”Tunke”.  

Denne historie kan jeg stadigvæk huske, fordi vi som elever ved flere lejligheder måtte opleve, at farens opdragelsesstil smittede af på Wilhelm og sidenhen også blev anvendt over for os.

Da jeg fyldte otte år kom jeg inden skolens start op at skændes med nogle klassekammerater. Det hele endte med, at jeg fik en ordentlig lussing af Wilhelm og tudede selvfølgelig. Da det ringede ind til første time oplevede jeg en af de mest ydmygende minutter en lille sjæl kan forestille sig. Hver morgen mødtes hele skolen i hånd-arbejdslokalet, den nuværende SFO, for at synge morgensang. Hvis en elev havde fødselsdag, sang alle den kendte vise for den pågældende. Denne morgen var det så min tur. Medens jeg snottudende stod ved siden af Wilhelm, sang hele skolen den sjove og opmuntrende fødselsdagssang for mig.

 

Erindringer dukker op som glimt og behøver hellere ikke komme i den kronologiske rækkefølge de hændte. Nogle særlige omstændigheder ser jeg i dag også i lyset af de forandringer, der fandt sted. Som elev har jeg for eksempel aldrig nogensinde været på lærerværelset. Vi vidste godt nok, hvor lærerne forsvandt henne i pausen, men ingen kom på den helt afsindige idé at opsøge en af sine lærer der for at ordne et eller andet eller spørge om så livsnødvendige ting som en teske(!), som man oplever det nu til dags. Bare tanken om at løbe i armene på Wilhelm var skræmmende nok.

 

Ringeklokken måtte dengang sættes i gang ved at trykke på en kontakt på skolelederens kontor. Det var altid en stor ære at blive udpeget til at ringe ind eller ud. I anden klasse havde vi vores klasseværelse lige ved siden af kontoret. Skolen havde endnu ingen sekretær. Når Wilhelm havde undervisning, kunne man høre, når skolens telefon ringede. Så forsvandt han, medens vi ventede på ham og glædede os over den uventede pause.

 

Klasserejser til Vesterled og Rendbjerg har jeg i god erindring. På trods af flere timers undervisning hver dag havde vi lejlighed til at lege og løbe rundt på stedet. Det er bemærkelsesværdigt, at når man nu om stunder rejser til Vesterled og betræder de ældre bygninger stadigvæk kan fornemme den samme lugt af sure sokker og havregrød som for over tredive år siden.

 

Flere uger før jul gik vi i gang med at indstudere vores juleopvisning. Mange dansktimer gik med at læse tekster op eller med at lave klip og klister. Det må jeg indrømme – dengang blev der fejret fester på en traditionel måde. Der var faste rammer, en start og en afslutning. Vi sang alle med – ja, det gjorde vi. Forældrene gemte sig ikke som i dag bagved deres mobiltelefoner, men var et taknemmeligt publikum, der på samme fod med eleverne smældede de danske sange og på den måde spredte en varm julehygge.