Flensborg Avis, torsdag aften den 21.februar 1952

 

Vejen tilbage og Vejen frem

Tale af M.Sig Kristensen ved Læk danske Skoles Indvielse

 

Ja, nu er denne nye skolebygning færdig og på festlig og højtidelig vis indviet til at være rammen om et dansk sydslesvigsk skolearbejde i Læk.

Hvad skal så den danske skole på dette sted? Kan den  løse en opgave, som ikke lige så godt kunne løses på en anden måde?

Skoleinspektør Mads Sig Kristensen
Skoleinspektør Mads Sig Kristensen

Ja, hvis vi var i tvivl om svaret, ville skolen aldrig være blevet til andet en den drøm, den engang var. Undervisning og opdragelse ved modersmålets hjælp under Danskhedens og grænselandets tegn er dens opgave.

Tilværelsen kræver dygtighed - kræver kunnen og viden - og det kan blive afgørende for ens fremtid, om man har lært tilstrækkeligt nok i skolen. Men er det nok? Er dette at lære noget og kunne noget rent fagligt - er det nok til at give livet indhold og værdi for en selv og for andre - er det tilstrækkeligt til at gøre os til mennesker?

Verden vil stadig trænge til dygtige mennesker, men den trænger vel mere end noget andet til bedre mennesker. Den trænger til retfærdighed - til tålsomhed - til godhed. Hvis skolen ikke har dette for øje, svigter den afgørende. Og her slår selv den mest fuldendte undervisning og de bedst tænkelige hjælpemidler og ydre rammer ikke til. Derfor bliver, trods alt, opdragelsen skolens vigtigste opgave.

Opdragelsen står ikke opført på nogen timeplan, og dens resultater kan ikke læses i nogen karakterbog. Den trives i stilhed i det daglige fællesskab i skolens verden - som den gør det i hjemmets. Den giver næring til den underfulde kærne, Gud har lagt i hver barnesjæl. Den kærne, som kan tørre ind uden at spire - men som også kan vokse op til en blomst med himmelsk flor. Tilværelsen kræver, at vi er dygtige - Livet kræver, at vi er stærke.

Og det gælder i særlig grad grænselandets befolkning. Den skal have evne og vilje til respekt for andres indstilling over for de nationale problemer, og hvad der ikke er mindre afgørende, uden at lade sig lokke eller true til at opgive det, der for dem er sandhed og ret - de, som deres hjerte og samvittighed byder dem.

Det er derfor, vi skal lære de unge, hvad der er deres pligt som danske Sydslesvigere, og lære dem at opfylde denne pligt - også når det er sværest. Men vi skal også vise dem, hvad der er deres ret, så de til enhver tid kan kræve den. Kun den, der gør sin pligt og kræver sin ret, kan vinde sin egen og andres respekt - også modstanderens.

Alt dette er let sagt, men der skal mod til begge dele - stort mod til at gennemføre det i enhver situation, et mod, som kun den kan have, der har en stærk karakter og er sig sin Danskhed bevidst - og dog: uden dette mod kommer vi uvægerligt til kort som mennesker og som danske i grænselandet. Skolen må være med til at give de unge mod til at leve livet i verden, som den er, mod til at løfte grænselandets arv - livsmodet og det nationale mod. Der skal i denne skole ikke lyde nationalistisk tale. Intet land og intet folk skal lægges for had. Hvis vi gjorde det, ville skolen kun være dansk af navn.

Oksevejen ved Læk (Langenberger Forst)
Oksevejen ved Læk (Langenberger Forst)

I stedet skal med modersmålets tunge hjemstavnens historie, slægtens spor i grænselandet hele mærkelige skæbne, levendegøres for åben barnesind. På modersmålet skal der fortælles dem om Danmarks folk, om dets historie og kultur, så de føler og oplever samhørigheden med alt, hvad der er dansk - med det Danmark på godt og ondt, som vi alle holder af.

Skolen er forberedelsen til livet, også til det nationale liv. De, der i dag er børn i den danske skole, skal engang være med til som frigjorte, bevidste danske at forme deres hjemstavns fremtid.

Tæt forbi det sted, hvor denne skole ligger, var i gammel tid gennem hundreder af år en vej. Et lille stykke af den findes her endnu. Det har end også modstået den sidste krigs ødelæggelser. Det var Oksevejen - den jyske vej sønderud. Vejen fra Jyllands hjerte ud mod Europa, ud mod den store verden. Her forbi drog danske håndværkere og handelsfolk. Nogle får at tjene deres brød ude, andre får at se og opleve det fremmede, som de kun havde hørt om.

Men det var også vejen tilbage, når hjemstavnen drog dem. Det var vejen hjem, når de følte, at de igen måtte søge hen, hvor de hørte til. Når det var hjertebånd, der bandt dem. Og vi må ikke glemme, at når det sydfra nåede her til, havde de et godt stykke syd herfor overskredet grænsen til fædrenes jord. De var allerede i det land og blandt det folk, hvor de hørte hjemme.

Men tiderne skiftede. Skæbnen var underlig hård mod denne del af Danmark. Danske på rejse ad gamle og nye veje sønderud måtte opleve at blive kaldt fremmede - på gammel dansk grund. Danskheden veg - måtte vige får en tid, til skæbnens hjul drejede den modsatte vej.

Og her ved den gamle vej ligger nu en ny dansk skole. Jo, vist er vi på vej fremad igen! Og på vejen frem er vi også på vej tilbage - tilbage ad slægtens spor - tilbage for at finde hvor rod. Det er vejen tilbage, der skal vise os vejen frem.

Og så står da denne skole som et udtryk for, at vi er på den rette vej - vejen fremad, og som et tegn på, at vort moderland står bag os. Ikke for at drive os frem, det kan kun vor egen vilje, ikke for at lede os, for det kan kun vor samvittighed, men for at støtte os, når vores skrift bliver usikre, og for at klare vort blik, når vor livsvej synes dunkel.

Må da denne skole blive et samlingssted - et arbejdssted - et fristed, med sol i sindet og glæde i arbejdet, med lys mod målet - et ståsted og et udgangspunkt på vejen tilbage og vejen frem.

Sig Kristensen.

Oksevejen ved Læk, vægbillede på Læk Danske Skole, Hans Busch-Alsen 1956
Oksevejen ved Læk, vægbillede på Læk Danske Skole, Hans Busch-Alsen 1956