Min korte skoletid på Læk Danske Skole

af Kirsten Anthonisen (1964-67)

Kirsten 1.skoledag 1964
Kirsten 1.skoledag 1964

Når man bliver indskolet på Læk Danske Skole til påske 1964 og skifter til Duborg-Skolen efter 4. klasse i august 1967, giver det på grund af de såkaldte kortskoleår kun lidt mere end 3 års skolegang på skolen i Læk. Alligevel betegner jeg gerne Læk Danske Skole som min ”gamle” skole og føler stadig en nær tilknytning til skolen.

 

Vi var kun 3 elever, der startede i 1964. Hvor mange elever skolen i alt havde på det tidspunkt, kan jeg ikke huske. Men vi blev undervist i to klasser – den lille klasse med elever fra 1.-4. klasse og den store klasse med elever fra 5.- 9. klasse. På det tidspunkt var der ansat 3 lærere til at undervise os: skolens inspektør Wilhelm Klüver og hans kone Grethe samt frk. Horn. Klasselokalerne lå i stueetagen i den gamle hovedbygning, og på 1. sal var sløjdlokalet, skolekøkkenet samt Ungdomsforeningens klublokale. Vi kom ikke så tit på 1. salen, men hvis vi fik lov til at gå derop, var det på strømpesokker, da det flotte, grønne og bonede linoleumsgulv skulle skånes. Det var sjovt at glide hen over gulvet, indtil Klüver fangede os og sendte os ud i skolegården. På 1. salen var også ”kirken” gemt. Alter og knæfald mm. blev hentet frem, når der blev holdt gudstjeneste og andre kirkelige handlinger i den store klasse. Her blev jeg således døbt i februar 1958.

 

Ringeklokken fungerede manuelt. Hvis Klüver skulle ordne noget ekstraordinært eller distriktsskoleinspektør Dirk Dirks kom i sin VW-Käfer for at inspicere skolen og skulle have kaffe i privaten, fik vi elever lov til at holde ekstra lange frikvarterer.

1.klasse 1964: Kirsten Anthonisen, Per Klüver, Annelie Petersen
1.klasse 1964: Kirsten Anthonisen, Per Klüver, Annelie Petersen

 

Jeg har mange gode minder om Læk Danske Skole. Selvfølgelig fulgte jeg med i skolens gang, mens mine tre yngre søskende gik på skolen og min far i en årrække var pedel og skolebuschauffør på stedet. Han var mere gift med skolen end med sin kone (sagde min mor altid). Også siden hen, når opgaverne på Duborg-Skolen drillede og jeg havde brug for hjælp, stod dørene altid åbne og jeg fik råd og vejledning. Jeg fik ligeledes mulighed for at afprøve mine pædagogiske evner under min studietid, da skolen en overgang manglede en vikar.

Jeg kom efter sigende hjem efter min første skoledag, og deklarerede: ”Det var toll! Og når jeg bliver stor, vil jeg være lærer.” Og det blev jeg jo. Selv om det kun blev til godt og vel 3 år på skolen, har skolegangen og mødet med lærerne på stedet været med til at gøre mig til den, jeg er i dag.

 

Tillykke med jubilæet og jeg ønsker alt godt for fremtiden.