Sven Johannsens tale

Sven Johannsen er Læk Danske Skoles tidligere skoleinspektør (1992-2012)

Fra 50 års jubilæet
Fra 50 års jubilæet

Tak for invitationen til jubilæet i dag og tak for at jeg må være med i talerækken.

 

Den stod på spanskrør og levertran, da Læk Danske Skoles elever markerede skolens 50-års jubilæum.

Af skolens aktuelle lærerteam var Eilif, Per, Lotte og Anette med dengang. Herligt udklædte som skrappe lærere i „gamle dage“ og udrustet med spanskrør gennemførtes en skoledag med en skefuld levertran til hver elev og anvendelse af undervisningsmetoder fra den gode gamle tid. Enkelte elever, der gik lidt over stregen, blev sendt i skammekrogen, indtil de lovede at opføre sig ordentligt.

Efter timen kom den festlige del med blandt andet en tre meter lang kage, som de „store“ elever havde bagt.

Siden da er der gået tyve år og der er sket rigtig meget med skolen, som alle kan læse i skolens kronik eller på skolens hjemmeside. Jeg vil her benytte lejligheden til at sige tak til Lotte Suppras Schmidt, Per Johansen og Henry Bohm i udvalget for et stort stykke arbejde, for at alle i dag kan følge med i skolens halvfjerds års historie.

Jeg vil ikke gentage det, der er blevet skrevet, men fortælle om et par særlige begivenheder fra min tid som skoleleder.

Således skete det allerede i foråret 1993, at man på Nordfriesland Tageblatt-forside kunne læse følgende: 100 Baumriesen fielen der Säge zum Opfer an der dänischen Schule in Leck.

Det var en skandale, at vi – uden at spørge om lov – havde væltet de rådne popler ud mod Claudiusstrasse, selv om træerne var faldefærdige og dermed til fare for især vores elever. Det blev til en sag, som efter 1,5 år afsluttedes uden videre konsekvenser.

 

Et par år senere markerede skolen overgangen til det nye årtusind ved at arrangere en millenniumfest i skolens gymnastiksal nytårsaften med ca. 120 børn og forældre. Det blev til blandt andet stort madbuffet, disco-rytmer, mini-playbackshow og tryllekunst ved børnene samt et eget stort fyrværkeri.

Et andet highlight, jeg vil fortælle om, var omstillingen til ÖPNV.

Skolen skulle aflevere skoleforeningens skolebus og alle elever skulle fremover tage med de offentlige busser. Skolen fik et eget busstoppested og alt skulle være på plads. Men da vores elever kommer fra en større skolekreds end eleverne fra de tyske naboskoler, blev etableringen af køreplanerne til et større puslespil, især når de tyske skoler havde ferie og vi ikke. Så skulle der bestilles ekstra busser, men hvor mange elever skulle i hvilken retning efter 4., 5., 6. eller 7. time hvilken dag? Med indførelsen af fællesskolen blev der endda etableret tre nye busrouter.

Den nye sportshal var alle meget stolte af. Hvor længe havde skolen ikke søgt om denne hal og kæmpet for en større udgave, end skoleforeningen gængse bevilling på 16X16 m. Vi fik hallen på 24X16 m, men opførelsen var ikke uden problemer. Den første lange murede væg med en 3-meters højde væltede natten, efter at den var blevet rejst pågrund af stormvejr. Men ikke nok med det – hallen var næsten færdig og parketgulvet lagt, da det styrtregnede en nat. Det viste sig, at afløbsrørene fra haltaget var for små dimensioneret og de blev trykket væk af vandmasserne, som så på ganske kort tid ødelagde det nye fine halgulv.

En årligt tilbagevendende begivenhed, jeg vil nævne her, er julebasaren midt i november. Dette fællesarrangement, som foreninger og institutioner og dermed også skolen står for, startede i tidernes morgen – jeg tror, det var i 70’erne - med et salgstelt nede på Schafsmarkt. Siden da var julebasaren i skolens gymnastiksal og nu i hallen et trækplaster for hele Sydtønder Amt. Den adskiller sig fra de mange julemarkeder rundt omkring ved sit danske præg. Vores julebasar er meget populær hos lokalbefolkningen og er med til at tegne et flot billede af skolen udadtil.

 

Ser jeg billederne af skolens ansatte lærere i kronikken, genkender jeg  fire tidligere elever af vores skole. Og Bibiane Röhl, som var elev på første fællesskoleårgang skriver, at hun for tiden er vikar på hendes yndlingsskole. Ja, så kan denne skole ikke være helt forkert, vel?

 

Margit og jeg kom til Læk i starten af halvfjerdserne. Gennem ungdomsforeningen kom kontakten til skolen, hvor vi altid har følt os hjemme og velkomne. Skolen har især indenfor det sidste årti udviklet sig fra en „lille skole“ til en af de største danske skoler i landsdelen. Jeg er meget glad for – dengang som også i dag - at kunne konstatere, at skolen fungerer fint, har et godt internt klima og et fremragende ry.

 

Hjertelig tillykke med jubilæet og tak, fordi jeg måtte have del i det.

I ønskes mange gode år fremover.