Jytte Andresen tale

Jytte Andresen er skoleinspektør ved Vidingherreds Danske Skole

Tak for invitationen til Læk Danske Skoles 70 års jubilæum, som der er al mulig grund til at fejre, også for os naboskoler, der leverer børn til jeres fællesskole, og i særdeleshed for min skole, Vidingherreds Danske Skole i Nykirke, der geografisk set ligger længst væk fra Læk.

Det er med kæmpestor glæde, at vi i dag kan konstatere, at Læk Fællesskole er veletableret og sparer vore elever for lange veje til Flensborg.

Nu står man jo her på talerstolen som en af de ældste ledere, der endnu ikke har fundet ud af at gå på pension...men det varer ikke længe, så er det så vidt.

Det har så til gengæld den fordel, at jeg har været med i mange år. Selv er jeg kommet på Læk Skole siden 1984. Også den gang var det Sydtønder Amts største skole med 61 elever, tæt fulgt af Ladelund Skole med 40 elever. Nibøl havde til en sammenligning 18 elever den gang, så der er jo vendt lidt op og ned på tingene siden. Dengang passede vi alle hver vores og mødtes så til nogle fælles arrangementer i lærerkredsen et par gange om året.

Allerede da mit første barn startede i skolen, og det var i 1980 på Bavnehøj-Skolen i Humtrup, begyndte jeg som ung mor at interessere mig for videreførende skoler, og sammen med forældrerådet – sådan hed samarbejdsrådet dengang - skrev jeg nogle breve til daværende skoledirektør Christian Thorup Nielsen, hvor jeg bestemt mente, der skulle oprettes en realskole i Nibøl for Sydtønder Amts børn. Her havde der i øvrigt været dansk realskole før. Jeg fik det meget knappe svar, at elevgrundlaget ikke var til stede. Punktum.

Vi tog et nyt tilløb, og vi havde alle argumenterne på plads, og jeg fik til gengæld en mere udførlig redegørelse for elev- og intelligensprognoser, og der var altså ikke grundlag for oprettelse af en realskole i Nibøl.

Det var surt, for jeg var i mellemtiden startet som lærer i Nykirke, og børn fra mit skoledistrikt  sad i bussen før  kl. seks om morgenen for at være i Flensborg kl. 8, og det i en alder af 12 år. Der var forældre, der bevidst valgte den danske skole fra, fordi de ikke ville byde deres børn de lange skoleveje.

Der gik mange år, og så blev den første fællesskole i Egernførde taget i brug. Den fik fra start af ikke mange rosende ord med på vejen fra Sydslesvigs eneste gymnasium, Duborg-Skolen, der mente, at når eleverne fra fællesskolen altså fremover kun skulle have deres 11.-13. årgang på gymnasiet, så kunne man ikke nå at lære eleverne det, de fik brug for for at kunne tage en studentereksamen.

Da de første 4 år i fællesskolen var omme, viste det sig, at gymnasiefrekvensen var meget større end tidligere, og eleverne klarede sig forbavsende godt – der var åbenbart også lærere på andre skoler end Duborg-Skolen, der havde forstand på at undervise. Det gik endda så galt, ja for os andre så godt, at rektor på Duborg-Skolen efter yderligere nogle år bad om oprettelse af flere fællesskoler, da elevtallet på Duborg efterhånden havde sprængt de fysiske rammer. Jeg måtte læse rektor Erik Jensens ord 2 gange for at være sikker på, jeg ikke havde læst forkert.

Og så fik vi ellers smøget ærmerne op og gik i gang. Sammen med skoleinspektør Anna-Louise Holste fra Nibøl Skole fik vi aktiveret vore respektive samarbejdsråd og skrev til direktionen i Flensborg, og skoleforeningens direktør Anders Molt Ipsen greb bolden og gik i gang, og nu gik det stærkt. Og det var jo ikke, fordi elevgrundlaget på dette tidspunkt var bedre end tidligere, men Anders gjorde noget fuldstændig genialt og enestående: Han udvidede Læk fællesskoledistrikt med 2 skoler fra Slesvig-Flensborg Amt, nemlig Medelby og Skovlund- Valsbøl Skole, og så gik kabalen op. Vi skoleledere fra de berørte skoler blev indkaldt til et første møde i Flensborg. Det sneede den dag, så vi nær aldrig var kommet hjem igen. Der var også en del skepsis fra nogle skoler: Risum ville på grund af det frisiske beholde retten til at have elever helt op til 9. klasse, og Sild ville ikke af med sin realskoleafdeling. Stemningen var ikke god, og Jörgen Hahn fra Risum og jeg gik en tid lang forbi hinanden uden så meget som at hilse. Set i bakspejlet var det lidt synd for Jörgen, for han gjorde jo ikke andet end det, han var blevet ansat til, nemlig bevare den frisiske skoles særpræg. Jeg var på det tidspunkt bare totalt frustreret, fordi jeg tænkte, at nu var vi så tæt på at kunne realisere en videreførende skole, og så kunne det være, det igen, igen ikke blev til noget. Sidenhen fandt jeg på et samrådsmøde ud af, at Jörgen ikke var imod en fællesskole i Læk, men hans forældre skulle selv kunne vælge, om børnene skulle fortsætte i Risum eller i Læk efter 6. klasse. Det var  i øvrigt et samrådsmøde med sprængstof i: Anders Molt Ipsen prøvede med alt, hvad der var ham at overbevise de andre foreninger i samrådet om, at der skulle en omfordeling af de økonomiske midler til, så man kunne få råd til at bygge en fællesskole i Læk. Heller ikke det var nemt, for det krævede, at andre foreninger stillede sig bagest i køen, selv om de også havde anlægsønsker. Men det lykkedes til sidst, Vesterland fik samtidig lovning på en fællesskoleafdeling med en F7 og F8, og hvis Medelby og Skovlund -Valsbøl skoler så gik med til at sende børn til Læk, så var elevgrundlaget til stede.

Det havde ingen fordele for hverken Medelby eller Skovlund-Valsbøl at høre med til Læk, for vejen til Flensborg var ikke længere for dem, men både Kaj Henken fra Medelby og Else-Marie Rieks Pedersen fra Skovlund var loyale og sagde ja for vores skyld og fik forældrene fra deres skoler med på vognen.

Også for Nibøl Danske Skole var det en svær beslutning den gang, for den kom af med sin overbygning, men heldigvis var alle i stand til at se ud over deres egen næsetip, og på den måde blev fællesskolen i Læk en realitet og også en iværksætter for de fællesskoler, der fulgte. Det var mit skoledistrikt omkring Vidingherreds Danske Skole, der dengang trak af med den helt store gevinst, for mine elevers bustid blev mere end halveret. Forældrene fra de forskellige skoler skulle stemme ja eller nej til en fællesskole i Læk, og i Nykirke var der 100 %, der stemte ja.

Alt dette skete før jeres tid her i Læk, Per og Lorenz, og man kan jo ikke se på denne dejlige skole, at det ikke var så lige til at få den oprettet.

Nu idag er der vel ingen tvivl om, at det var det rigtige, vi gjorde. Mine tidligere elever kigger stadigvæk gerne forbi deres gamle skole, når de har lejlighed til det, og de giver alle sammen udtryk for, at de er glade for deres skole i Læk.

Hvor er det godt, vi ikke længere skal give en anbefaling til hovedskole, realskole eller gymnasium midt i 6. klasse. Mange elever udvikler sig senere og ofte anderledes end man tror, når de kommer sammen med nye kammerater. Vi i Nykirke har i hvert fald flere gange været positivt overrasket, når vi har set, hvor langt nogle af vore elever er nået.

Jeg er overbevist om, at de elevtal, vi har rundt omkring på de mindre skoler, havde været mindre, hvis vi ikke kunne have tilbudt en overbygningsskole, der ligger forholdsvis tæt på. Så Læk Danske Skole er på den måde med til at holde liv i de mindre skoler.

 

Jeg vil også gerne sige tak til Per og Lorenz for det gode samarbejde, vi har i fællesskoledistriktet.

Vi har nogle givtige regionalmøder for lederne og pædagogiske arrangementer, hvor vi samler lærerne fra alle skoler for at lære nyt, som vi kan bruge i hele fællesskoledistriktet, og det er dejligt. Vi har etableret en fælles indkøbsordning af undervisningsmaterialer for fællesskoledistriktet, alt sammen noget, der er med til at bygge bro fra de mindre skoler til den store skole i Læk.

 

Tak for nu og god vind i sejlene fremover.

 

Jytte Andresen